I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Var der virkelig ild et sted? Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stjernekontinent. Notesbog. Beskydning. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Vi har øjne. Havde du kysset en anden? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Sætningerne er. Jeg i den ørken. Trak du de yderste bjerge? Var det markerne du kom fra?

Skyggerne skyggede. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Dagene. Ugerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Træerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Under den blå, blå himmel.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Der var noget som åbnede sig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

På en rude. Her er dagen allerede langt foran mig. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Tågen i skovene i udsigten. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skriver dagen igang, stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Bordet vipper.