Stationsbygningen, samtalerne derinde. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Havde du kysset en anden? Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. I bussen skrev jeg en sms til dig. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Det handler om.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg kunne mærke dit hjerte. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg skriver dagen igang, stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Et genert rum, et intimt rum. Og en anden dag: Rifterne, rifterne.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I natten, en fjern stemme, søvn.

Ring til mig uden grund. Sætningerne er et hav. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. En nat faldt giraffer ud af drømme.

Derude i tomme haller. At se dig. Jeg har dig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Hvem var det, der skrev:Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Om andre byer, andre verdener.

At tale var blevet uoverskueligt. Sådan svarede du. For hvert lag af betydning i stenene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Månens sind. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Lyset afventer afgang. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Nordlysets sitren i din stemme. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Under den blå, blå himmel. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dine diamanter lyser i min mund.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.