…brb… Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Du, du venter en sweet sol. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Har vi forskellige øjne? Har vi de samme øjne?

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

Udsigten var en fuck-up-store. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Dette hurtige blik imod vandet. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Afsavn. Udsagn.

Du må ikke forsvinde. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Der var noget som åbnede sig. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Asfalt. Ubeslutsomhed. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Jeg læste glitrende blade. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget som åbnede sig. Sandøjne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Bag træerne.

Jeg sad alene i solen. Et genert rum, et intimt rum. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Dagene. Ugerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Vigtigste.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vi har de samme øjne. På et stort stykke hvidt papir.