Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Jeg læste glitrende blade. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget som åbnede sig. Sandøjne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.