Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Dagene. Ugerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.