Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Rød.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Farverne. Den afklarede himmel. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Silicium. Du siger noget om månen.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Over murbrokkerne. Månens sind. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Under den blå, blå himmel. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Der var noget som gled med videre. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Her er dagen allerede langt foran mig. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Kan skriften være genert?

Om andre lande, andre folk. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Ordene, små toppe af skum.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I dagen var en nær stemme næsten vågen.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Der hang figner henover udsigten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Og en anden dag: Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var i din krop, og du? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Under den grå, grå himmel. Dine diamanter lyser i min mund.

Kan jeg være i dette landskab? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Min ene pen er rød og den anden sort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Har vi øjne? Farvede ordene milde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det gør noget. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Min ene pen er rød og den anden sort. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Nu er der en uro i kroppen.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Der var intet som skulle glemmes. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det dybeste af alt er huden? Jeg forsvinder ikke. Ord. Jeg forsvinder ikke. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.