Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Stod imod, men skrev: intet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg var nøgen i de dage.

Var det markerne du kom fra? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I mørket, diamanter, dine øjne. Dette langsomme blik imod stenene. Træk sletterne helt ned til klipperne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ude ved fabrikkerne.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Som at læse glemte aviser.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når dit navn igennem sandet. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Under den grå, grå himmel.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Oplæsning for intetheden. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Ikke var muligt at komme derud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Du havde tabt en linje i min drøm. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der var noget som åbnede sig.

Jeg tegnede din hud på alting.

Udsigten var håbfuld. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Under den blå, blå himmel. Udsigten var håbløs. Det her er en leg. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Træerne. Hvilken nat fulgte efter natten? Øjne af regn fra det travle.

Det her er ingen leg. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Og vi vågnede. Kan jeg være i dette landskab? Jeg skriver natten i gang, stille.

Farvede ordene milde.

Glashænder. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sætningerne er et hav.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Et brev. Det gør ikke noget.