Sandet. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Det er bare. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Som at skrive i nye aviser. Ikke. Odense, Esbjerg, Roskilde. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Det er bare. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Sætningerne er et hav. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Hvilken nat fulgte efter natten?Hvilken nat fulgte efter natten? Hvilken nat fulgte efter natten? Gennem hullet i hegnet. Giver det mening? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Har vi de samme øjne? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Blå.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Oppe på bakken.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Alting ligger bag alting. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Nordlysets sitren i din stemme.

Har vi de samme øjne? I bussen skrev jeg en sms til dig. Bag træerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Altid er det dette langsomme blik. Du foldede dig ind i mine ord. Ord. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter sad jeg i timer og læste. Da jeg lyttede blev jeg bange. Solens sind.

Sætningerne er en ørken. Et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.