Og en anden dag: Vi stod og lyttede. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Der lå figner på jorden. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Du ville sige noget, du tav. Hvilken nat fulgte efter natten? På havet.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Sådan trak du de yderste bjerge. Dansende, legende, lyttende. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

I natten poppede samtalerne op.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Bag træerne.

Om andre lande, andre folk.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Jeg går bare og venter på den milde måne. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Som at skrive i koder.

Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Udsigten var håbfuld. Månens sind.

Som at lade tungen føle, slynge, smage. Her er natten allerede langt bag mig. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Dine diamanter lyser i min mund.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg, ikke dig. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Hvilken dag fulgte efter dagen? Det der blæser. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Der var noget som åbnede sig. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg var i din krop, og du? På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Luften og jordens sange.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Blæste det virkeligt? Den afklarede himmel. Jeg, den skrøbelige sandhed.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg har skrevet et kort til dig.