Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Alting ligger bag alting. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Dette hurtige blik imod vandet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Om andre lande, andre folk. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Så var der en, der lyttede til skovene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt

Så trak dagen langsomt på øjne. Nede ved havet. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg ryster en tilfældig bog. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Hvad tæller du? Vi taler om andre betingelser for nærvær. Tågen i skovene i udsigten. Stjernekontinent. Rifterne, rifterne. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Bag træerne. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Du siger mit navn. Bagefter sad jeg i timer og læste. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Ring til mig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg elsker at se dig. Så var de

Jeg, ikke dig. Intimiteten, skriften. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Var jeg?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi har øjne. Som at læse glemte aviser. Blå. I sollyset, en ædelsten. Alting ligger bag alting.

Da jeg lyttede blev jeg bange.

Kullet. Som i morges. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Vi bliver verden.

Dansende, legende, lyttende.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sådan så mine drømme ud. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mine gadgets er hvide som dine knogler.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Derinde bag skoven.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Søge ly i den flod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg ville gerne give dig mine. Jeg var nøgen. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et

Er det? Træerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Når du rør mig er vi hinanden. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. For hvert lag af betydning i klipperne.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Sætningerne er sarte kredsløb. Brev i april. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Vores. Intimiteten, skriften.

Og vi. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Sad jeg? Jeg har plads i min hud. Tingene tøver. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Regnvejrsmeteor. Hvor længe havde du drevet i vinden? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Du foldede dig ind i mine ord. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Det dybeste af alt er huden.

Landet smuldrer, smuldrer. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Sætningerne er filtrede tråde. Bagefter sad jeg i timer og læste. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Blå øjne mod den milde himmel. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Ikke var nice i provinsen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. At tegne øjne i sætninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Om andre byer, andre verdener. Farvede ordene milde. Ved den kyst, havets langsommelighed. Dette hurtige blik imod vandet. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Muren omkring ordene.

Stille? Solstorm. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Et. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Min ene pen er rød og

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg skriver dagen igang, stille.

Og en anden dag: Nætterne. Ugerne. Der var noget som. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Var det markerne?

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg læste dine linjer. Hvad vil disse knuste sætninger? Var du nattens fortvivlede stilhed?

Intet ligger bag intet. En nat faldt giraffer ud af drømme.