Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Blå øjne mod den milde himmel. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Ikke var nice i provinsen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. At tegne øjne i sætninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Om andre byer, andre verdener. Farvede ordene milde. Ved den kyst, havets langsommelighed. Dette hurtige blik imod vandet. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Muren omkring ordene.

Stille? Solstorm. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Et. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Min ene pen er rød og