Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Dagene. Ugerne. Et brev. Lysene lyste.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Zeitgeist. Shit. Show. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Dansende, legende, lyttende. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Du ville sige noget, du tav.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg skriver dagen igang, stille.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Oppe på bakken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Blå. Har vi de samme øjne? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Dagene. Ugerne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan noget. Og ord, og ord, og. Det her er ingen leg. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg ved vi forsvandt. Notesbog. Beskydning. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I læberne og i huden. Det jeg kom fra.. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Kan jeg være i dette landskab? Bagefter sad jeg i timer og læste. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Luften og jordens sange.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Gennem hullet i hegnet. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Du må ikke forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

På en rude. Skriv mig ind i dine læber.