I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Har vi de samme øjne?

Det var før du kunne forsvinde. Du, du. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sådan er det.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Over murbrokkerne.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

For hvert lag af betydning i stenene. Men mit sprog er ikke fjendtligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Bagefter sad jeg i timer og læste. Sætningerne er et hav.

Det gør ikke noget. Gennem hullet i hegnet. Det her er ingen leg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Lysene lyste. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev mig vild i de dage. Luften og jordens sange. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bordet vipper.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Verden og dens lytten til sig selv. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Luften og jordens sange.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Ordene flår i det inderste.

Noter. Beskrivelser. Tågen i skovene i udsigten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ok, svarede du. Den sindssyge himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.