Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.