Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sådan svarede du.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Oplæsning for intetheden. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kan jeg skrive sådan? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Et brev. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Noter. Beskrivelser. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Det er bare. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Stjernekontinent. Det er bare. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Var disse linjer virkeligt virkelige? Ordene, små toppe af skum.

Der var intet som skulle glemmes. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Glasdråbehænder. Intet glemmes.Intet glemmes. Intet glemmes. Ilden. Hvad tæller du til?

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Solstorm. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad vil disse knuste sætninger?

Jeg er på den anden side. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det her er ingen leg. Et brev. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var noget som åbnede sig. Uforståelige sætninger. Et brev. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du siger mit navn, svarer min krop. De vigtigste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I bussen skrev jeg en sms til dig.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg drak det tørre. Du siger noget om solen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten, i søvn. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.