Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Lysene lyste. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Blæste det virkeligt? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Der var noget som åbnede sig.

Var der virkelig ild et sted? Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Du siger noget om solen. Bag træerne. Alting ligger bag alting.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Stolen jeg sad på knirkede i solen.Stolen jeg sad på knirkede i solen. Solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Stjernekontinent. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Sandet. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det gør ikke noget. På en rude. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det her er ingen leg.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hvem var det, der skrev: Stod imod, men skrev: intet. Oplæsning for intetheden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Et brev. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Oppe på bakken. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Solstorm.

Sad jeg alene? Sætningerne er et hav. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sandstorm. Oplæsning for intetheden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. For hvert lag af betydning i klipperne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sandet.Sandet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var intet som skulle glemmes.

Min ene pen er rød og den anden sort. Kan jeg skrive sådan? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var disse linjer virkeligt virkelige?