I bussen fulgte en samtale fraværet op. Afsindighed. Udsalgsvarer. Det generte i skriften.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Men noget blev i de tomme haller. At tale var blevet uoverskueligt.

Landet smuldrer, smuldrer. Du skrev et sår i min fremtid.

Jeg ville dig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward:

Sad jeg?

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Du skrev ikke længere. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Vi, gamle tanker om stilheden. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skriver dagen igang, stille. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Rød. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Du ville sige noget, du tav.

De. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Du må ikke forsvinde. Sådan. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg ville gerne give dig mine. Dagene alene på landet. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Du, dette landskab. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Glasdråbehænder. Har vi forskellige øjne?

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

På en rude. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Bag diamanterne. Den sindssyge himmel. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Blå. Dette hurtige blik imod vandet. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Og vi vågnede. Kalken. På en rude. Derinde bag skoven.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Så trak dagen langsomt på øjne. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det dybeste af alt er huden?

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I hver dag

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vigtigste. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Et genert rum, et intimt rum. Der var intet. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Var disse linjer virkeligt virkelige?

At forvandle dette rum til et andet.

Sammen lå vi og kortlagde: Bussen skrev til dig.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Var jeg? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg var i morges. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Søge ly. Hvilken dag fulgte efter dagen?