Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Dine sætninger.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var jeg? Bøgerne tegnede deres egen retning.

Mod de yderste bjerge. Det giver mening.

Regnen, vinden imellem dine læber.

Vi har øjne.

Hver dag gled med mig videre.

Men noget blev i de tomme haller. Var jeg? Det tøj er min krop på min krop. Så trak dagen langsomt på øjne.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Du siger noget.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Det her er en leg. Så var der en, der lyttede til skovene. De matte hemmeligheder inde i træet. Om andre lande, andre folk. Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Under den grå, grå himmel. Derinde bag bjergene.

Sådan svarede du. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Var sætningerne et skred af betydning? En regning. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sådan svarede du. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Du havde tabt en linje i min drøm.

Du siger noget om solen.

I et efterår ville jeg være flov. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg, ikke dig.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Du mod de kommende kyster. Stille? Det dybeste af alt er huden. Når dine øjne. Det generte i skriften. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Om andre byer, andre verdener. På en skærm.

Udsigten var håbløs. Var det markerne? Her er natten allerede langt bag mig.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det tøj er min krop på min krop. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg havde dig. Uforståelige sætninger.

Et sted er der en. Det var skovene. Jeg og dit hjerte. Rifterne, rifterne. Du, dine øjne.

At klæde sig. I natten, i søvn. I læberne i huden. Hvad tæller du? Det var før du. Jeg havde glemt den.

Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Jeg ryster en tilfældig bog. At tale var blevet uoverskueligt. Var disse linjer virkeligt virkelige? Du ville sige noget, du tav. Kan skriften være genert? Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Glasdråbehænder. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg ryster en tilfældig bog. Regnvejrsmeteor.

Så var der en, der lyttede til skovene. De bløde bakker udenfor byen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Udsigten var håbfuld. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Lyset afventer afgang.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Det er aldrig det hurtige blik.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre.