På en. I natten, i søvn. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I bussen skrev jeg en sms til dig. Notesbog. Beskydning. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg skriver natten i gang, stille. Farverne. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Et genert, et intimt rum. Vi bliver verden. Og vi. Et udadvendt rum, et favnende rum. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Sætninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det var skovene.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Dine diamanter lyser i min mund. Notesbog. Beskydning. Kan jeg være? Kan skriften være genert? Var sætningerne et skred af betydning? Kullet. Ensomheden i linjernes fald. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Var det markerne? Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Der var intet. Jeg i dit hjerte. I hver med mig videre. På en. Hvis jeg ville have dit blik. Alting bag alting. Jeg har dig. Er du havet? Et stort papir. Du kom fra? Rifterne, rifterne, rifterne. Søge ly.

Vigtigste. Vi, gamle tanker om stilheden. Jeg tegnede din hud på alting. Alting bag alting. Du siger noget. Sammen lå vi og kortlagde:

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningerne er filtrede tråde.

Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Stjernekontinent. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Et brev. Muren omkring ordene. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Noter. Beskrivelser. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. At tale var blevet uoverskueligt. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Søge ly.

Dette hurtige blik imod vandet.

Jeg var de dage. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Stod imod, men gjorde intet. Hvad skal vi med den voldsomme? Afsindighed. Udsalgsvarer.

Udsigten var håbfuld.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Forsvinder ikke. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Det var før du. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Stofferne. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Hvis jeg ville have dit blik. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mørket kaldte vi mørket. Derinde bag ordene. Afsindighed. Udsalgsvarer. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Dine øjne. Dansende, legende, lyttende.