Det var ikke skovene. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Har vi øjne? Og ord.

Jeg skrev i en stråle af sol. Trak jeg de yderste bjerge?

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg har skrevet et kort.

Men noget blev i de tomme haller.

Derinde bag bjergene. Sætningerne er en ørken. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Altid er det dette langsomme blik.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. På havet.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bøgerne varslede en kommende tid. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Stod imod, men gjorde intet. Ordene, syrlige rifter af blod. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Min skrift er farvet af sig selv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Sammen lå vi og kortlagde: Mørket kaldte vi mørket. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Du siger noget om månen.

Indimellem sagde du nogle ord. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Om andre lande, andre folk. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Indimellem sagde du nogle ord. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Landet smuldrer, smuldrer. Afsavn. Udsagn. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Har vi forskellige øjne? Dette langsomme blik imod stenene. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Og ord, og ord, og.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Har vi forskellige øjne? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Vi bliver verden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.