Luften og jordens sange.

Bordet vipper.

Farvede et sår i dit første ord. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Der var en morgen, et stykke af himlen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var ikke markerne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Du må ikke.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Et genert, et intimt rum. Ikke floderne i ørerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er et landskab. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Vi har øjne.

Og vi vågnede. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At forvandle dette rum. Skovene.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Bussen skrev til dig.

Glemmes?

Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Træerne.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Afsindighed. Udsalgsvarer. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stod imod, men gjorde intet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Søge ly. Er du på den anden side? Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Rifterne, rifterne. Vi stod derinde. Vi har øjne. Sætninger. Jeg, jeg.

Jeg, ikke dig. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Og vi. Ring til mig. Sandet i mine tanker. Du trak de yderste bjerge. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Jeg ved vi forsvandt.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Afsavn. Udsagn. Dagene. Ugerne. Vennerne. Oplæsning for intetheden. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ordene, små toppe af skum. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

At se dig. Tingene tøver. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Der var noget som gled med videre. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Det dybeste af alt er huden? Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Sådan svarede du. Farvede ordene milde.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Du siger noget om månen. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Om andre lande, andre folk. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.