Var du nattens fortvivlede stilhed? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Kan jeg være? Sætningerne er et hav.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Sammen lå vi og kortlagde: Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Dansende, legende, lyttende. Provinsen og gågadens sange. Uforståelige sætninger. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. At lytte gav ikke længere mening. Trak du de yderste bjerge? Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Er du på den anden side? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg, den skrøbelige sandhed. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Du foldede dig ind i mine ord. Stolen vipper. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Du siger noget.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Som at læse glemte aviser.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Kan skriften være genert? Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Kan skriften være genert?

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Der hang en nice frugt og dinglede. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude.

På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude.

På en rude. På en rude. På en rude. På en rude.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvem var det, der skrev: Alting ligger bag alting. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Glemmes? Dette hurtige blik imod vandet.

Jeg er på den anden side. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Ikke floderne i ørerne. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi er en samtale bag øjnene. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg lyttede til dit hjerte. Jeg skriver natten i gang, stille. Sætningerne er en ørken. Et genert, et intimt rum. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Du siger noget. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Sad jeg? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Stod imod, men skrev: intet. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Landet smuldrer, smuldrer. Der lå figner på jorden. Stjernekontinent. Brev i april. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Den bekymrede er ude af sig selv. Afsindighed. Udsalgsvarer. Gennem hullet i muren.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde l

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Dine diamanter lyser. Svarede du? Stolen jeg sad på knirkede i natten. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Skriv i dine læber. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Hvad skal vi med den voldsomme? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Her er natten allerede langt bag mig. Jeg prøver dette tilfælde. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Men mit sprog er et landskab. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Farverne. Glasdråbehænder. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Det gør noget.