Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og vi vågnede. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vi har hverken gardiner eller travlt. Sætningerne er et hav. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Oppe på bakken.

Bag træerne. Jeg skriver dagen igang, stille. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Noter. Beskrivelser. Et brev.

Jeg læste dine linjer Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Stjernekontinent.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ikke glemme floderne i ørerne. At tale var blevet uoverskueligt. Kan jeg skrive sådan? Alting ligger bag alting. At tale var blevet uoverskueligt. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det handler om overfladen. Sandet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak mig med til de yderste bjerge. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. For hvert lag af betydning i stenene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Dine sætninger.

Det var ikke skovene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

At tegne øjne i sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg var nøgen i de dage. Og vi. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Grå. Altid er det dette langsomme blik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

På et stort stykke hvidt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Giver det mening? Sætningerne er et hav. Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Indimellem sagde du nogle ord. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Dine diamanter lyser i min mund. Et rum, et rum.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg, du, den.

Du trak de yderste.

Du må ikke. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg havde dig. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Som nu i morges: Du kan være.Du kan være. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg tegnede din hud på alting.