Uforståelige sætninger at klæde sig i

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg skrev intet ned i den periode. Ordene, små toppe af skum. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvem var det, der skrev:

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. For hvert lag af betydning i stenene. Noter. Beskrivelser. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Var jeg stille? millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sådan noget. Sådan noget.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et genert rum, et intimt rum. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Tidligere: at følge dig blik. At dette andet. Du må ikke forsvinde. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Tidligere: at følge dig blik.

Der lå figner på jorden. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

At tale var blevet uoverskueligt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Bordet vipper. Om andre lande, andre folk. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sætningerne er et hav. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi har de samme øjne.

Brev i april. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det er bare. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det dybeste af alt er huden?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.