Sådan så mine drømme ud. Du siger noget om solen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. På en rude. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Ikke glemme floderne i ørerne. Sad jeg alene?

Nu er der en uro i kroppen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ord. Du, du. Træerne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Har vi øjne? Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Du må ikke forsvinde.

Har vi de samme øjne? Vi har hverken gardiner eller travlt.

Ilden. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Uforståelige sætninger at klæde sig i Stod imod, men skrev: intet. Det er bare. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I læberne og i huden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Var det markerne du kom fra?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Luften og jordens sange. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Intimiteten i skriften Jeg var i din krop, og du? Blæste det virkeligt? Jeg er på den anden side af havet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ring til mig uden grund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Ordene, små toppe af skum. Du må ikke.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Giver det mening? Det var ikke skovene jeg kom fra.