Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.

Sådan noget. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Jeg var i din krop, og du? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det var ikke skovene jeg kom fra. Du trak mig med til de yderste bjerge. Et genert rum, et intimt rum. Sådan.

Savn.

Det var dine læber. Bagefter, henover en tøven.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Er du på den anden side af havet? Sad jeg alene? Sad jeg alene? Som nu i morges:

Ikke var muligt at komme derind. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Jeg ved vi forsvandt. Vi bliver verden. At forvandle dette rum til et andet.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.