Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et genert rum, et intimt rum. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Gennem hullet i hegnet. Sådan svarede du. At forvandle dette rum til et andet. Oppe på bakken. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Af alt det lysende, reflekterende, matte. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Har vi de samme øjne? Altid er det dette langsomme blik.

Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bagefter sad jeg i timer og læste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Vi stod derinde. Det handler om overfladen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg var din krop.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du må ikke forsvinde. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du skrev et sår i min fremtid.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Ikke søge ly i den flod. Sådan svarede du.

Hvem var det, der skrev: På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Kan jeg skrive sådan?

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Rifterne. Du, du. Jeg har skrevet et kort til dig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Giver det mening? Ord. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. På en rude.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.