Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Kan jeg skrive sådan?

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.