I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rifterne. Når jeg ser dig. Nordlyset tøver i vores stemmer. Det her er en leg.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Et brev.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Der var intet som skulle glemmes. Har vi de samme øjne?

Blæste det virkeligt? Ikke var muligt at komme derind.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Og vi vågnede.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg sejlede omkring på alt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vidste du det? Der var noget som åbnede sig. Sådan svarede du. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Farvede ordene milde. At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev intet ned i den periode.

Hvad skulle glemmes?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Farvede ordene milde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Tågen i skovene i udsigten.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det her er ingen leg.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Badeferien. Årene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.