Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et genert rum, et intimt rum.

Sådan her. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I læberne og i huden.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Glashænder. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Bag træerne. Giver det mening? Kalken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg, ikke dig. Blå.

At dette andet. Det gør ikke noget.

Dine sætninger.

Jeg sejlede mellem dine læber. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Der hang en nice frugt og dinglede. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Derinde bag bjergene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Det var ikke markerne jeg kom fra. Senere i dine øjne. At forvandle dette rum til et andet. Sætningerne er et hav. Uforståelige sætninger.

Vi, med det stille. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Du, dette landskab. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Jeg hviskede ind i din drøm. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

At forvandle dette rum til et andet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Bøgerne varslede en kommende tid.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.