Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Var det skovene du kom fra? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Sætningerne er et hav. Hvad tæller du?

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vidste du det? Oplæsning for intetheden. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Oplæsning for intetheden.Oplæsning for intetheden.

Intimiteten i skriften Bøgerne tegnede deres egen retning. Glashænder. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Dagene. Ugerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Ikke var muligt at komme derind. Alting ligger bag alting. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg er på den anden side af havet. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du siger mit navn, svarer min krop. At tale var blevet uoverskueligt. Et brev. Jeg har skrevet et kort til dig.Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Dine sætninger. På en rude. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Træerne. Jeg forsvinder ikke.

Jeg skriver dagen igang, stille. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Ikke var muligt at komme derind. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.