Du trak de yderste bjerge. Bøgerne var de eneste. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Kan jeg være i dette landskab? Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi er det sarte, de stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi har øjne. Jeg ville gerne give dig mine. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Et brev. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

En uro i kroppen. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Når du rør mig er vi hinanden. Jeg var i morges. Dine diamanter lyser i min mund. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Ikke søge ly i den flod. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Det her er ingen leg. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Her er dagen allerede langt foran mig.

At forvandle dette rum til et andet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ikke søge ly. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

At se dig. Jeg skrev intet ned i den periode. De bløde bakker udenfor byen.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg ved vi forsvandt. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Der var noget som åbnede sig.

Mørket kaldte vi bare for mørket. På et stort stykke hvidt. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Regnvejrsmeteor. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Om andre byer, andre verdener. Jeg læste dine linjer