Om andre byer, andre verdener. Ordene, små toppe af skum. Jeg skriver dagen igang, stille. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Uforståelige sætninger at klæde sig i Hvor vil det ødelagte sprog hen? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Min ene pen er rød og den anden sort.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Dagene. Ugerne. Under den blå, blå himmel. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sætningerne er et hav. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Om andre byer, andre verdener. Hvem var det, der skrev: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At tale var blevet uoverskueligt.

Bøgerne tegnede deres egen retning.Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg elsker at se dig. Du, dette landskab. Et wack rum, et rum for stars. Solstorm. Du kan være i dette landskab.

Luften og jordens sange. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?