I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Som at læse glemte aviser.

Var der virkelig ild et sted? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Er du på den anden side af havet? Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Der var et script der skyggede for solen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Er det?Er det? Det var ikke skovene jeg kom fra. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Kan jeg være i dette landskab? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

De bløde bakker udenfor byen. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Provinsen og gågadens sange. Jeg tror, du havde glemt den der. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Gennem hullet i hegnet.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Ord. Stille?

Rundt på tingene. Du siger mit navn. Jeg, tøvende.

Jeg var de dage. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Vidste du? Øjne af regn fra det travle. Et sted, forsigtigt.

En uro i kroppen. Var jeg stille? Trak jeg de yderste?

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg forsvinder ikke. I læberne og i huden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.