Jeg er på den anden side af havet. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Hvad tæller du til? Er du på den anden side af havet?Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet?

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvem var det, der skrev:

De yderste kyster, en grøn sten.

Sætningerne er et hav. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Stod imod, men skrev: intet.

Gennem hullet i hegnet. Hvem var det, der skrev:

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Sætningerne er et hav.Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg har skrevet et kort til dig. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Skriv i dine læber. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Hvad tæller du til? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Du må ikke forsvinde. Jeg er på den anden side af havet.

De matte hemmeligheder inde i træet. Der lå figner på jorden. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sådan svarede du. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Min ene pen er rød og den anden sort.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

For hvert lag af betydning i stenene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Solstorm. Solstorm. Sætningerne er et hav. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.