Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har hverken gardiner eller travlt. Sætningerne er et hav.

Vidste du det?

Du siger noget om solen.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Ikke glemme floderne i ørerne. Vidste du det? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Indimellem nogle ord.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Vi har øjne. Jeg er på den anden side af havet. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det handler om overfladen. Du, du. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Oplæsning for intetheden. Indimellem nogle ord. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Dine ned gennem atmosfæren. Jeg var din krop.

Udsigten var håbfuld. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sådan her. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg, jeg.Jeg, jeg. Jeg, jeg. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er på den anden side af havet. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Oplæsning for intetheden. Intimiteten i skriften Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dansende, legende, lyttende.

Ensomheden i linjernes fald.

Et hav. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi har de samme øjne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ord.

Mine linjer kommer igen.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. I læberne og i huden. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som nu i morges:

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.