I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Her er dagen allerede langt foran mig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Der var et script der skyggede for solen.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Stofferne. Den sindssyge himmel. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Ved den kyst, havets langsommelighed. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. …brb…

Du må ikke forsvinde. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Hvad skal vi med den voldsomme? Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sidst, i morges. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Det gør noget. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Alene? Lysene lyste. De. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Vi har de samme øjne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

For hvert lag af betydning i klipperne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Alting ligger bag alting. Derinde bag skoven. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Dagene. Ugerne. Vidste du det? Ring til mig uden grund. Det er aldrig det hurtige blik. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg skriver natten i gang, stille. Når du rør mig er vi hinanden. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Havde du fundet en grøn sten?

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Var jeg stille?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Træerne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.