Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Rifterne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Nu er der en uro i kroppen. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Afsavn. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Muren omkring ordene. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Alting ligger bag alting. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hvem var det, der skrev: Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Oplæsning for intetheden. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Noter. Beskrivelser. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Bøgerne tegnede deres egen retning.

Har vi de samme øjne? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Et genert rum, et intimt rum.

Var det skovene du kom fra?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Glashænder. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sandet. Intimiteten i skriften. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg skriver dagen igang, stille. Det var ikke skovene jeg kom fra. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad tæller du til?

Ikke søge ly. Var det markerne du kom fra? Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.