Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Ord. Det er bare. Nu er der en uro i kroppen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der var noget som åbnede sig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der var noget som åbnede sig. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Kan jeg være i dette landskab? Et genert rum, et intimt rum. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg forsvinder ikke. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Var det markerne du kom fra? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg sad alene i solen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.