Er det? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Et brev. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Er du på den anden side? Som nu i morges: De fine hår, længere. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Vi er det sarte, de stille. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg har skrevet et kort. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du lod himlen hvile. Vidste du?

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

For hvert lag af betydning i stenene. Har vi de samme øjne? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Grå. Sådan noget. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Udsigten var håbløs.

Oppe på bakken. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Du trak mig med til de yderste bjerge.

Dine sætninger. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Du må ikke forsvinde. Vidste du det? Ord. Sætningerne er et hav. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg tror, du havde glemt den der.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Var dine drømme imellem læber? Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Jeg tegnede din hud på alting.

Sad jeg? Du trak de yderste bjerge. Ord.

Jeg havde glemt den. Det var ikke skovene jeg kom fra. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sådan er det. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.