Kan jeg skrive sådan? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det dybeste af alt er huden? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sådan svarede du. Jeg forsvinder ikke.

At forvandle dette rum til et andet.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Skriv mig ind i dine læber. Farvede ordene milde. Dine diamanter lyser i min mund. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Bøgerne tegnede deres egen retning. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg læste dine linjer Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Rifterne. Dine sætninger. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.