Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Solstorm. Udsigten var håbløs. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Under den blå, blå himmel.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Jeg havde dig. Verden og dens lytten til sig selv. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg skriver dagen igang, stille. Rifterne, rifterne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Sådan noget. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Der var noget som åbnede sig. Savn. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg er på den anden side af havet.

Er du på den anden side af havet? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.