Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg elsker at se dig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Afsavn. Udsagn. Kan jeg skrive sådan?

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg, ikke dig. Gennem hullet i hegnet.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Her er dagen allerede langt foran mig.

Solens sind. Oppe på bakken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Altid er det dette langsomme blik. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På en rude. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ring til mig uden grund. Et genert rum, et intimt rum. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Var det skovene? Nu er der en uro i kroppen.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Min ene pen er rød og den anden sort. Sætningerne er sarte kredsløb.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De vigtigste. Hvor længe havde du drevet i vinden? Et genert rum, et intimt rum.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vores land. Dagene. Ugerne.

Sådan svarede du. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sandet. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Træerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.