Blå. Den afklarede himmel. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Brændte det friske løv virkeligt? Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et genert rum, et intimt rum. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Et brev. Jeg er på den anden side af havet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Brev i april.

Jeg skrev mig vild i de dage. Du kan være i dette landskab. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Det var ikke markerne jeg kom fra.Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

På en rude. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et brev. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Her er natten allerede et stort show.Her er natten allerede et stort show. Her er natten allerede et stort show. Her er natten allerede et stort show.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi har hverken gardiner eller travlt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg har skrevet et kort til dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Vidste du det? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Du trak de yderste. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvad skulle glemmes?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Da blev jeg bange. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Vidste du det?Vidste du det? Vidste du det?

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? I mørket, diamanter, dine øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?