Bag træerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Sms i den lysende sommer. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Træerne. Et genert rum, et intimt rum.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Nordlysets sitren i din stemme. Træerne.

Dette langsomme blik imod stenene. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Grå.

Der hang figner henover udsigten. Over murbrokkerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Her er dagen allerede langt foran mig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Om andre lande, andre folk. Det gør ikke noget. Ordene, små toppe af skum. Oplæsning for intetheden.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Luften og jordens sange. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. På en rude. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Skyen skjulte noget for fuglene. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du ville sige noget, du tav. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Brev i april. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Kan jeg skrive sådan? Ikke floderne i ørerne. Min skrift er farvet af sig selv. Landet smuldrer, smuldrer.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.