Altid er det dette langsomme blik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sådan er det.

Vidste du det? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg, den skrøbelige sandhed. Intimiteten i skriften. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Hvem var det, der skrev: Farvede ordene milde.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Tågen i skovene i udsigten. Som at læse glemte aviser. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Dagene. Ugerne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Har vi de samme øjne? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg var nøgen i de dage. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Hvad tæller du til?

De vigtigste. Du må ikke forsvinde.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vidste du det?

Vidste du det?

Udsigten var håbløs.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Vi stod derinde.

At tale var blevet uoverskueligt. Var der virkelig ild et sted? For hvert lag af betydning i stenene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Stenene og træernes sange. Når du siger mit navn, svarer min krop. Verden og dens lytten til sig selv.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.