Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det er bare. Kan jeg skrive sådan?

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sætningerne er et hav. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Dette langsomme blik imod stenene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Den sindssyge himmel. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Den sindssyge himmel. Indimellem nogle ord.

Badeferien. Årene. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Sådan er det. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vores land. Vi har øjne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et genert rum, et intimt rum. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Gennem hullet i hegnet. Sådan svarede du. At forvandle dette rum til et andet. Oppe på bakken. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Af alt det lysende, reflekterende, matte. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Har vi de samme øjne? Altid er det dette langsomme blik.