Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bagefter sad jeg i timer og læste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Vi stod derinde. Det handler om overfladen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg var din krop.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du må ikke forsvinde. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du skrev et sår i min fremtid.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Ikke søge ly i den flod. Sådan svarede du.

Hvem var det, der skrev: På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Kan jeg skrive sådan?

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Rifterne. Du, du. Jeg har skrevet et kort til dig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Giver det mening? Ord. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. På en rude.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Solstorm. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det er bare. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Over murbrokkerne. Der hang figner henover udsigten.Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Alene? Hver morgen: Wow! Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og vi vågnede. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Og vi vågnede. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Rifterne, rifterne, rifterne. Hvad tæller du til? Er du på den anden side af havet?