Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg var nøgen i de dage. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Et brev. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Afsavn. Udsagn. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Stjernekontinent. Vi har de samme øjne. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Et brev.

Der var noget som åbnede sig. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Om andre byer, andre verdener. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det dybeste af alt er huden?

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Noter. Beskrivelser. Blæste det virkeligt? Jeg var i din krop, og du?

Min ene pen er rød og den anden sort. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Og vi vågnede. Jeg lyttede til dit hjerte. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Din krop? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Var jeg? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det handler om overfladen.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Alting ligger bag alting. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Kan jeg skrive sådan? Jeg forsvinder ikke. Vores land. Jeg tror, du havde glemt den der.