I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sætningerne er et hav. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi har de samme øjne.

Brev i april. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det er bare. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det dybeste af alt er huden?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvad tæller du til? Hvad skulle glemmes?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Jeg forsvinder ikke. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum. På en rude. Jeg, tøvende.

Vi har de samme øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Et brev. Der i kroppen. Sådan svarede du. Der var intet som skulle glemmes. På et stort stykke hvidt papir. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

På et stort stykke hvidt papir. Kan jeg skrive sådan?

Dine diamanter lyser i min mund. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Når jeg ser dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Hvad tæller du til? For hvert lag af betydning i stenene.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg skriver dagen igang, stille. Rundt på tingene. Derinde bag skoven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg er lost i en borderlinenat. Sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Derinde bag skoven. Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Har vi de samme øjne?